Beskrivelse
Der er et bestemt lys der kun findes de første minutter efter solopgang. Ikke det fulde dagslys — det blødere, der endnu ikke har besluttet sig. Den morgen lå diset tyndt over markerne, og fyrens silhouet stod sort mod en himmel der gik fra dybe orange toner til det første blege blå.
Skygger fra fyrtårnet strakte sig ud over jorden. Alt var stille. Det er den slags øjeblikke man ikke planlægger sig til — man er bare der, på det rigtige tidspunkt.
Print og materiale
Billedet printes som et giclée fine art print med pigmentbaseret blæk på Hahnemühle fine art papir, monteret på en 3 mm aludibond plade. Overfladen er semimat — ingen reflekser fra lyskilder, og farver og dybe mørke toner træder klart frem. Printet leveres med skjulte beslag og hænger med cirka 10 mm afstand til væggen.
Alle prints signeres for hånden inden afsendelse, medmindre andet er aftalt.
Tilvalg: svæveramme
Svæverammen er en håndlavet ramme i massivt træ uden glas. Den omslutter printet med en smal luftspalte der skaber en let skyggeeffekt og giver billedet et galleri-udtryk.