Den helt store begivenhed i August måned er jo uden tvivl min tur til Finland. Det var over et år siden jeg reserverede min plads til turen, så der var virkelig set frem til det, og det skuffede absolut ikke.
Turen derop startede fra Djursland omkring midnat, og vi nåede frem ved 4 tiden om eftermiddagen. Efter en hurtig aftensmad kørte vi ud i fotoskjul. Der var 3 forskellige lokationer, med mange forskellige skjul og vinkler at vælge imellem.
Vi skulle ikke vente længe før vi var igang. Allerede kort efter vi havde sat os i skjul dukkede første motiv op. Det gik så hurtigt at lyset desværre stadig var meget skarpt og det var svært at få nogle pæne billeder ud af det, men det betød ikke det store, for oplevelsen i sig selv var det hele værd, og jeg var overbevist om at der nok skulle komme mange gode muligheder. Senere blev lyset lidt blødere, og det lykkedes at få nogle ganske stemningsfulde billeder med hjem.
Vi overnattede i skjul, og dagen efter kørt vi retur til lejren. Her kunne vi fordrive tiden med bad i søen og sauna, foto af småfugle og egern, eller gå en tur i skoven og se på landskabet.
Sådan forløb dagene, og efter 4 ture i fotoskjul var det tid at vende snuden hjemad. SD kortene var fyldt op med stor mængde billeder, og hovedet var fyldt af oplevelser.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, og selvom jeg elsker den lokale natur her på Djursland, så er jeg overbevist om det ikke er sidste gang jeg skal prøve sådan en oplevelse.
Der er stadig massere af billeder som jeg ikke er færdig med at kigge på, men her er et lille udvalg af nogle af mine favoritter indtil videre.




